| Årets Porteføljemanager 2009 | |

Billedkilde: epn.dk | Valuetankegangen førte Kurt Kara fra LD invest frem som Årets PM’er 2009
Valget som Årets Porteføljemanager er ikke så ligetil efter en så turbulent periode, som vi har været gennem siden Lehman Brothers kollaps med den efterfølgende nedsmeltning på de globale finansmarkeder og den ekstreme optur fra bunden i marts. Nogle var særligt hårdt ramt af nedturen, og nogle særligt begunstiget af opturen, hvilket bl.a. – men ikke alene - har at gøre med, hvilke typer aktier, de har været sat til at styre. Det er ikke den kortsigtede præstation vi alene ønsker at belønne med udnævnelsen, da det er evnen til at skabe et godt langsigtet afkast, som er det ideelle formål for en investeringsforening. Det kræver, at man kan operere i såvel medgang som modgang, og det fører os til vores første nominerede, David Dalgas fra Bankinvest. Bankinvest har ud over orkanen på de finansielle markeder været gennem en indre turbulens, som har ført til ledelsesskifte på flere lag i organisation. Under de vilkår er det bemærkelsesværdigt, at David Dalgas, som har været i Bankinvest siden år 2000, har kunnet stå fast på sine sunde principper og tilmed har medvirket til at bringe bl.a. afdelingerne Stabilt Forbrug og Basis Aktier til tops i vores analyse.
Vores anden nominerede har også arbejdet med det lange seje træk. Henrik Knudsen fra Danske Capital, som arbejder i det europæiske aktieteam, der bl.a. rådgiver Danske Invest. Danske Invest har outsourcet rådgivningen af mange af de udenlandske afdelinger til store internationale finanshuse, men bl.a. europæiske aktier har med stor succes været rådgivet af Henrik Knudsen og hans kolleger. Kendetegnende er en meget stabil præstation, som kommer af en meget vedholdende indsats.
Den sidste kandidat er måske i den sammenhæng lidt af en himmelstormer, men han besidder i virkeligheden også de to øvrige nominerede kandidaters ydmyghed over for faget. Kurt Kara har med et meget højt energiniveau og en meget helhjertet kærlighed til valueinvestering skabt et særdeles flot resultat for LD Invest Value Aktier, som har medvirket til, at foreningen er stormet ind på en andenplads i årets samlede analyse. Kurt Kara er yderst velbegavet og systematiserer sit arbejde ved opbygning af avancerede screening- og analysemodeller. Lidt heldig har han også været, men især fordi han har været heldig at få chancen for at vise, hvad han kan, og den har han taget. På den baggrund udpeges Kurt Kara som årets porteføljemanager.
| | | | Årets Porteføljemanager 2008 | |

Billedkilde: epn.dk | Hans Kjær årets portføljemanager 2008
Vi har i år tre nominerede kandidater til titlen som årets porteføljemanager. Det har ikke været et meget let valg. Det har været en meget vanskeligt marked at operere i, og det vil også være forkert blot at se isoleret på præstationerne i år. Porteføljeforvaltning i investeringsforeninger bør gå ud på at præstere et godt afkast over en relativ lang investeringshorisont. Aktier, som klarer sig godt i et opadgående marked, vil ofte klare sig skidt i et stærkt faldende marked. Og man må forvente, at investorerne i investeringsforeninger skal være med i både gode og dårlige tider. Derfor er det en præstation i sig selv at sammensætte en portefølje af aktier, som både klarer sig rimeligt såvel i et opadgående marked, og har tilstrækkelig modstandskraft til at vise robusthed, når markedet vender, så hurtigt og så kraftigt, som vi har oplevet det i år.
Vi har nomineret tre porteføljemanagere, hvoraf de tydeligt har tilkendegivet deres tro som erklærede value-investorer. Ole Nielsen har i perioder under den meget euforiske optur haft sine vanskeligheder relativt set til de mere vækst-orienterede kolleger i branchen. Men han er med sin enmandshær et kommet stærkt igen i år og ligger således nummer ét i november måned i kategorien ”globale aktier”, hvor han konkurrerer med stort set alle de danske investeringsforeninger.
En præstation, som i sandhed skiller sig ud er Value Invest Danmarks afdeling for japanske aktier. I et marked, som i dansk regning er faldet 24,6 pct., er det lykkedes porteføljemanager Jens Hansen fra Value Invest Asset Management, det tidligere Linde & Partners, at levere et positivt afkast på 6,3 pct. fra årsskiftet til ultimo november i år. Når man betænker, hvordan hedgeforeningerne generelt er kommet til kort i år, er det interessant at konstatere, at enkelte af de normale afdelinger kan levere absolut positivt afkast i et faldende marked. Man kunne naturligvis frygte, at det blot var et heldigt lykketræf, men det afkræftes af, at afdelingen ligger i top, også når man følger den de foregående år. På 10 års sigt har den således leveret et afkast på 65,0 pct., mens markedet er faldet med 8,7 pct. eller 32,9 pct. afhængigt af, hvilket indeks man sammenligner med.
Men årets porteføljemanager bliver i 2008 Hans Helmut Kjær fra Danske Capital, som er rådgiver for Danske Invest afdelinger med danske aktier. Ud af de 10 bedste afdelinger i kategorien ”danske aktier” kommer de 5 Danske Invest. Hans Kjær var også nomineret sidste år for sin ”langtidsholdbare” investeringsstil, og med den robusthed Danske Invests danske aktieporteføljer har udvist i år, må man konstatere, at de præcist indeholder de kvaliteter, som man som langsigtet investor bør søge efter. Det er, som hos flere af de andre porteføljeforvaltere, et team, som forvalter porteføljerne, så en del af æren bør nok dryppe på teamets øvrige medlemmer. Men Hans Kjær står i spidsen med sin mangeårige erfaring. | | | | Årets Porteføljemanager 2007 | |

Billedkilde: na | Allan Christensen årets PM'er 2007
Vi nominerer i år 3 porteføljemanagere, som hver på sin måde har gjort sig gældende med en særlig indsats. De tre er: Anders Damgaard, chefporteføljemanager i Sydinvest, som siden 1998 har været dybt engageret i investeringer på de såkaldte emerging markets, dvs. udviklingslandene. Anders Damgaard, som tidligere har fået titlen som Årets Porteføljemanager, har klart tilsluttet sig en investeringsproces, hvor man baserer sine beslutninger på rådgivning fra lokale samarbejdspartnere frem for selv at bruge store ressourcer på at rejse rundt og besøge de enkelte virksomheder. Metoden har vist sig meget vellykket, og hele tre af Sydinvests emerging markets-afdelinger, Latinamerika, BRIK og Fjernøsten har placeret sig blandt årets 10 bedste afdelinger.
Hans Helmut Kjær, chefporteføljemanager i Danske Capital, hvor han står i spidsen for det danske aktieteam. I en række år har tre danske porteføljemanagere kæmpet om positionen som landets bedste: Anders Lund, Peter Bundgaard og Hans Kjær. Med lidt højt spil har de to førstnævnte for en tid fået sig spillet ud af banen, mens Hans Kjærs mere sikre stil har vist sig mere langtidsholdbar. Det er ikke alene stock pick-afdelingen Fokus Danske Aktier men en række af Danske Invests danske aktieafdelinger, som nu placerer sig flot. I kategorien Dansk Aktier indtager Danske Invest 1.,2.,3. og 8. pladserne i 2007.
Allan Christensen, porteføljemanager i Jyske Invest på afdelingen Kinesiske Aktier, som topper med sin placering blandt alle danske investeringsforeningsadelinger, som indgår i Morgenavisen JyllandsPosten og Dansk Aktie Analyses 2007-kåring. Allan Christensen er, ligesom det er karakteristisk for medarbejderne i Jyske Invest, meget vedholdende og struktureret i sit arbejde. Selv om en god del af resultaterne afhænger af Jyske Invests egenudviklede investeringsproces VAMOS, er der både plads til og behov for individuelle kompetencer som Allan Christensens. | | |
|
| Alle kåringer |
| Årets Porteføljemanager 2009 | |

| Kurt Kara LD Invest | | | | Årets Porteføljemanager 2008 | |

| Hans Kjær Danske Invest | | | | Årets Porteføljemanager 2007 | |

| Allan Christensen Jyske Invest | | | | Årets Porteføljemanager 2006 | |

| Flemming Larsen Jyske Invest | | | | Årets Porteføljemanager 2005 | |

| Ole Gotthardt Danske Invest | | | | Årets Porteføljemanager 2004 | |

| Jens Thomsen BankInvest | | | | Årets Porteføljemanager 2003 | |

| Anders Damgaard SydInvest | | | | Årets Porteføljemanager 2002 | |

| Jorry Rask Nøddekær BankInvest | | |
|