|
Gå til profilside for G4S
25.08.2009 (HM)
G4S leverer fortsat fremgang i driften, men halvår skæmmes af finansudgifter
På trods af vanskelige makroøkonomiske forhold leverer G4S vækst i både omsætning og indtjening. Halvårsresultatet trækkes desværre ned af et dårligt finansnetto. Den positive udvikling i selve driften betyder dog, at vi fastholder anbefalingen af kurspotentialet på 2 (Overvægt).
Halvårets omsætning blev GBP 3486 mio., mens EBITA endte på GBP 230 mio. Vi havde estimeret GBP 216 mio. og konsensus lå på GBP 234 mio. Resultatet før skat var pga. det ringere finansnetto under forventingerne: GBP 129 mio. mod vort estimat på GBP 170 mio. og konsensus på GBP 153 mio. Den organiske vækst var 4,8%, mens akkvisitioner bidrog med yderligere 7% omsætningsvækst. EBITA-marginen blev i forhold til sidste år forbedret med 0,1 pct.point til 6,6%, en mindre forbedring end hvad der blev annonceret i Q1-meddelelsen. Trods en lavere finansieringsrente blev halvårets finansnetto forværret fra GBP -35 mio. til GBP -58 mio., hvoraf halvdelen skyldes øgede hensættelser til pensionsforpligtelser, mens resten er en kombination af opkøb og faldende GBP-kurs. Acontoudbyttet hæves med knap 10% til 3,02 pence per aktie og udbetales 30/10. Ledelsens forventninger til helåret er som altid holdt i meget generelle vendinger. Det understreges dog, at presset på vækst og marginer i Kontinentaleuropa vil kunne kompenseres af stigende væskt og marginer på nye markeder.
P/E ligger omkring 15, K/IV omkring 2 og det direkte afkast over 3%, hvilket må betegnes som rimeligt for en aktie, der både tilbyder vækst og defensive kvaliteter. Vor DCF-model antyder et kursniveau omkring 23.
Udfordringen for G4S er at forøge marginerne i den aktuelle økonomiske situation. Også akkvisitioner og nye kontrakter er interessante, men i en virksomhed af G4S’ størrelse skal det være ganske væsentlige opkøb eller kontrakter for at have en effekt.
|