%> Investor Briefing // www.InvestorBriefing.dk
             LOGOUT     OM DAA     PRODUKTER     KONTAKT     HJÆLP  
Indeks [02.09.10] >>>
OMXC20: 406,71 -0,54%
OMXC: 351,75  -0,47%
Annonce
Investor Briefing
Week Comments
Briefings
Profit Warnings
Analyser
IPOs
Kalender
Abonnement
Aktier

 
Investeringsforeninger
Fondsranking
Årets Kåring
 
Investor Forum
Investor Forum
Investor Akademi
Lektioner i investering
Litteratur
Ordbog
Portefølje
Min portefølje
Alert portefølje
DAA's modelportefølje
Samarbejdspartnere
NasdaqOMX
Thomson Reuters
Morgenavisen Jyllands-Posten
Berlingske Tidende
Spar Nord Bank
Nordjyske Bank
Djurslands Bank
EuroInvestor.com
Aktienyt.dk
Feature Story fra Dansk Aktie Analyse

<<< Tilbage

Højt spil med statsgaranti

I disse uger er det to år siden, at Roskilde Bank skød gang i den hjemlige bankkrise, da banken efter massive nedskrivninger i ejendomsbranchen ikke længere havde den nødvendige egenkapital og likviditet til at drive banken videre. Roskilde Bank blev efterfulgt af EBH Bank, Fionia Bank, og Bonusbanken med flere, der alle måtte opgive ævred som selvstændige pengeinstitutter. I modsætning her til står Amagerbanken, der er fortsat som selvstændigt pengeinstitut, og selv om det formentlig har været tæt på, lever endnu.

Kort før jul fik Amagerbanken tilført knap 1 mia. kr. i nødvendig livgivende kapital. Nu godt et halvt år efter kræver Finansiel Stabilitet så tilførsel af yderligere 750 mio. kr. for at give Amagerbanken en statsgaranti for udstedelse af obligationer på 13,5 mia. kr. Før jul holdt kapitaludvidelsen hårdt, og som ledelsen bemærker, så kan kravet blive vanskeligt at opfylde.

At Amagerbanken fortsat er under pres er ikke den store overraskelse, og at tilførsel af yderligere 750 mio. kr. bliver vanskeligt synes heller ikke at være raketvidenskab. Hvad der derimod var en større overraskelse var, at banken i samme meddelelse, måtte offentliggøre, at man i 2. kvartal 2010, har tabt 300 mio. kr. på kunders valutaspekulation, og dermed må realisere et negativt resultat for 1. halvår. Valutapositionerne er nu lukket ned, og risikoen for yderligere tab er således ikke længere til stede. I parentes bemærket er det samme så også tilfældet for muligheden for at genvinde noget af det tabte.

I meddelelsen underbygges beslutningen om lukningen af positionerne med, at banken ikke havde forventning om en tilbagevenden til en stærkere euro. Det har banken måske tidligere troet, alt imens tabene voksede sig større og større i takt med euroens deroute?

Valutamarkederne er ekstremt likvide og man undres over, at en bank der hænger på kanten af afgrunden, har finansieret kunder med valutapositioner, der gør dem i stand til at tabe 300 mio. kr. Selv meget store valutapositioner kan handles i løbet af få øjeblikke så, at Amagerbanken har kunder med så store positioner kan ikke undskyldes med at positionerne ikke har kunnet afhændes. Derimod må banken aktivt have haft tiltro til, at det var en fornuftig bankforretning der var indgået.

Der er skrevet meget om Saxo Bank i de seneste måneder, og det samlede billede om Saxo Bank, er for mig, på trods af bankens massive annoncering, fortsat noget uklart. Et står dog rimeligt klart, at med Saxos systemer og benhårde politik på området, ville et sådant tab aldrig kunne påføres Saxo. Kunderne var simpelthen blevet lukket ned, ganske automatisk, på et langt tidligere tidspunkt end det vi nu ser hos Amagerbanken.

Det virker mildt sagt som en aggressiv strategi for en nødlidende bank, der forsøger at genetablere sig at have udestående lån til kunder med så store valutapositioner. I lyset af hvad Amagerbanken formentlig fortsat har af lån til ejendomme og ejendomsrelaterede projekter i det Storkøbenhavnske, kan man kun frygte hvad banken, her har til gode at nedskrive på dette uden sammenligning mere illikvide marked.

Finansiel Stabilitet har udover kapitalkravet stillet krav om, at to nye bestyrelsesmedlemmer vælges ind i Amagerbanken, og selvom der ikke direkte er tale om et lån fra staten, men blot en garanti, er det ikke et helt urimeligt offentligt krav, at Finansiel Stabilitet sætter sine folk ind i bestyrelsen.

Samfundsmæssigt er det formentlig det billigste, hvis Amagerbanken overlever og stille og roligt kommer på fode igen, men det er næppe en holdbar løsning, at det sker ved, at banken finansierer kunders betydelige og risikable valutaspekulation.

Af Peter Smed Andersen
Dansk Aktie Analyse A/S

<<< Tilbage

Copyright © 2000-2010 Dansk Aktie Analyse A/S | Strandgade 4 B, 1401 København K
Telefon: +45 32 960 960 | Telefax: +45 32 969 969 | 214 E-mail:
daa@danskaktieanalyse.dk