Solide resultater fra Nordea og Status Quo ved udgangen af ugen d. 23-07-2010 13:32:15
Det danske aktiemarked har i ugens løb emmet af feriestemning, og ved udgangen af ugen kan C20 indekset således kun noteres for en marginal stigning på 0,1 pct. Indekset har nu i to uger konsistent befundet over modstandsniveauet på kurs 400, stærkt båret frem af udmeldinger om en lavere risiko for et realøkonomisk tilbageslag fra flere sider. Totalindekset OMXC endte uændret i forhold til den foregående uge. På sektorniveau ses den største fremgang inden for de cykliske sektorer, hvor bl.a. industriindekset steg 1,2 pct. og konsumentvarer med 2,4 pct. Energi- og sundhedsplejeindekset er ugens to bundskrabere med fald på hhv. 1,5 pct. 2,1 pct. Udviklingen på de toneangivende internationale aktiemarkeder, der i de seneste måneder ikke har kunnet følge med det danske marked, var positiv med stigninger i intervallet 1,5 – 3 pct., med undtagelse af det japanske Nikkei225 indeks, der faldt 2 pct. på bekymrende udmeldinger omkring Japans voksende offentlige gæld.
I den hjemlige andedam skabte Amagerbanken røre efter et katastrofalt halvårsregnskab med fortsat høje nedskrivninger på 590 mio. kr. mod 688 mio. kr. i tilsvarende periode 2009. Banken kunne således indkassere endnu et markant underskud på 478 mio. kr. før skat mod 415 mio. kr. i 2009. Resultatet betyder, at banken endnu har måttet se sig nødsaget til, at udstede både aktier og obligationer for at kunne opretholde en lovpligtig solvens over 8 pct. Kapitaludvidelsen blev vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling efter aflæggelsen af halvårsrapporten, og overlevelse afhænger af det endelige resultat heraf.
Mere positivt var halvårsrapporten fra Nordea, hvor både en forbedret bankdrift og markant faldende nedskrivninger, var med til cementere den stærke position på det skandinaviske marked. Resultatet før skat udgjorde EUR 730 mio. og er en anelse bedre end konsensusestimatet, mens forventningerne fortsat er uændret i upræcise formuleringer om et risikojusteret resultat under niveauet i 2009. Vi mener fortsat, at akiten er fornuftigt prissat, og fastholder dermed vores anbefaling af neutral vægt ved det aktuelle kursniveau. Også de to svenske storbanker, Svenska Handelsbanken og Swedbank, offentliggjorde deres halvårsrapport i den forgangne uge, hvor især Swedbank overraskede positivt med små nedskrivninger og et forbedret resultat. Regnskabet fra Svenska Handelsbanken skuffede til gengæld, hvor både resultat og indtægterne lå under analytikernes forventninger.
Vestas’ fokus på det voksende amerikanske marked inden for vindenergi syntes endelig at bære frugt, og vindmølleproducenten kunne midt på ugen præsentere en rekordordre på 570 MW til Californien. Ordren består af møller af typen V90, og resultaterne af den nyeste produktlancering af V112-møllen lader således fortsat vente på sig. Trods den store ordre er der fortsat lang vej til bugnede ordrebøger og indfrielse af forventningerne til 2010, og vi fastholder derved vores anbefaling af selskabet på undervægt.
På den internationale regnskabsscene var den svenske maskinproducent Sandvik AB i vælten med et regnskab, der overraskede analytikerne positivt på især driftsmarginalen og ordrebogen. Omsætningen steg i andet kvartal med SEK 0,5 mia., hvilket var mere end analytikernes forventninger, og endte på SEK 20,1 mia. Også finske Outokumpu kom stærkere end ventet ud af andet kvartal med forbedringer på både top og bundlinie. Resultatet før skat udgjorde EUR 16 mio. mod et underskud på EUR 94 mio. i tilsvarende periode 2009. Fremgangen af både resultat og ordreindtag inden for de to skandinaviske industrigiganter styrker vores tro på FLSmidt & Co. aktien, der opererer inden for samme markeder. FLSmidth & Co. offentggører halvårsrapport den 19. august, og vi fastholder vores anbefaling af aktien på overvægt.
Fokus vil den kommende uge på det danske aktiemarked rette sig mod DSV, der offentliggør halvårsregnskab fredag den 30. juli. Den schweiziske konkurrent Kuehne + Nagel offentliggjorde et stærkt regnskab i den forgangne uge med omsætningsvækst på 25 pct. til CHF 5,25 mia., mens periodens resultat steg 16 pct. til CHF 151 mio., hvilket styrker vores tro på selskabets præstationer. Vi fastholder derfor vores anbefaling på overvægt inden aflæggelsen af halvårsrapporten.
På den makroøkonomiske kalender vil det især være offentliggørelsen af den amerikanske forbrugertillid tirsdag den 27. juli, der vil drage størst opmærksomhed.
af InvestorBriefing.com
|